Kostpolitik

Red. 19.06.20

Klim Fribørnehus’ kostpolitik beskriver de enkelte måltider til hverdag og til festlige lejligheder, samt øvrigt der er relateret til måltider i institutionen. Vi går meget op i at måltiderne er pædagogiske aktiviteter. Der er meget læring i måltiderne. Under et måltid berører vi en del fra den styrkede læreplan, som har følgende temaer (mere herom i ”den styrkede læreplan” juni 2020):

  • Alsidig personlig udvikling
  • Sociale udvikling
  • Kommunikation og sprog
  • Krop, sanser og bevægelse
  • Natur, udeliv og science
  • Kultur, æstetik og fællesskab

Morgenmad

Morgenmad serveres fra kl. 6.15. Børn der skal spise morgenmad, skal sidde ved bordet senest kl. 7.15, da morgenmaden slutter kl. 7.30.

Der serveres brød med kødpålæg, skære-/smøreost, havrefras, havregryn, havregrød, cornflakes og mælk. Børn over 3 år må få rosiner på havregrød eller havregryn. Disse serveres ikke til børn under 3 år, da sundhedsstyrelsen anbefaler max 50g om ugen. Vi har ingen forudsætninger for at vide, hvor mange rosiner børn under 3 år får i hjemmet.

Frokost/eftermiddagsmad

Frokost spises ca. kl. 10.30, hvor børnene selv medbringer madpakke, vi servere mælk/vand til måltidet. Eftermiddagsmad serveres ca. kl. 13.30, vi servere frugt og vand til måltidet. Husk at sende nok mad med, så der er noget til begge måltider.

Sørg for at der er navn på madkassen. Vi tilbyder gerne at brænde navn i barnets madkasse, henvend jer blot til personalet. Det er også vigtigt, at det er en madkasse barnet så vidt muligt, selv kan håndtere i forhold til at åbne den, men også indholdet deri (mere herom senere).

Vi anbefaler, at madpakken indeholder rugbrød/groft brød med forskelligt pålæg og grønt. Det er ok med evt. en pizzasnegl, pølsehorn, pålægschokolademad, knækbrød, bolle, en rest fra aftensmaden (obs. – rester fra aftensmaden bliver ikke varmet) etc. som er et supplement til rugbrødet, eller som er en del af eftermiddagsmaden.

Vi spiser altid det grove brød først, herefter grønt og det øvrige fra madkassen. Hvis barnet har en ostehaps, små pølser eller lign. med spises disse til sidst i måltidet. For at gøre måltidet så overskueligt for børnene som muligt, anbefaler vi, at de maks. har to af disse lækkerier/snacks med. Det kan være meget forstyrrende for barnet, hvis der er mange lækkerier/snacks med i madpakken, og det fjerner fokus fra de mere grove og nærende fødevarer.

Vi opfordrer til at vælge grove varianter af brød, da de indeholder gode kostfibre som hjælper med en længere mæthedsfornemmelse. Vi anbefaler at der tages udgangspunkt i ”madpakkehånden”, når der fremstilles madpakker. Dog er det ikke nødvendigt at sende frugt med i madpakkerne, da børnene får frugt om eftermiddagen i institutionen. Vi henviser til miljø og fødevareministeriets anbefalinger.

https://altomkost.dk/tips/til-maaltiderne/madpakker/gimadpakkenenhaand/

https://altomkost.dk/

Det er vigtigt, at madpakken pakkes så nemt og overskueligt for barnet som muligt. Film og stanniol kan være besværligt at få åbnet, pak gerne i madpapir, og tænk over, hvor ”våde” og væskende madvarer er placeret i madkassen. Sørg for at æg, klementiner osv. er pillede hjemmefra, ostehaps og lign. er åbnet i forvejen.

Når børnehavebørnene skal på tur med madpakker, er det en rigtig god ide at pakke denne i poser eller i mindre madkasser. Barnet skal selv transportere sin madpakke under turen. Del gerne madpakken op i to på tur dage, så der er en frisk madpakke i køleskabet til eftermiddagsmad. Lav gerne indholdet i tur madpakken simpel og let at gå til. Klapsammen madder er en rigtig god ide, gnavegrønt etc.

Det er ikke tilladt at medbringe yoghurt, mælkesnitter, saft, juice, slik, smoothies, småkage/kage og lignende. Da vi læner os op af myndighedernes anbefalinger, ser vi ikke disse madvarer som nyttige i løbet af en dag i daginstitution. Til en dag i institutionen hører madvarer til, med et minimum af sukker i.

Sundhedsstyrelsen

Vi følger sundhedsstyrelsens anbefalinger og de skriver følgende:

Det anbefales at børn under 3 år ikke får tun (heller ikke på dåse) pga. det høje indhold af kviksølv. Ligeledes frarådes det at give børn under 3 år peanuts og nødder. Derfor opfordrer vi jer forældre til ikke at sende det med jeres barn i institutionen.

Ligeledes skriver sundhedsstyrelsen at hårde grøntsager som gulerødder, blomkål, broccoli og lign. SKAL være kogte til børn under 3 år.

Sidst anbefaler de til børnene under 3 år, at vindruer og cherrytomater er skåret på langs for at undgå at de sætter sig fast i barnets hals. Vi opfordrer jer til at have skåret disse på langs hjemme fra.

Der er inspiration at hente her:

0-2 år

https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2019/SundeBoern_2019.ashx?la=da&hash=EAB7211516335A1AEA1CF33EBF4E80435C9971C6

3 år og opefter:

https://www.sst.dk/da/viden/ernaering/anbefalinger-om-ernaering/boern-_fra-3-aar_-og-voksne

 

Fødselsdage i institutionen

Fødselsdage i institutionen starter kl. 9 – forældre til fødselsdagsbarnet er velkomne til at deltage i fødselsdagen.

Fødselsdage afholdes i den afdeling børnene er tilknyttet. Altså er man børnehavebarn samles begge grupper i børnehaven og holder fødselsdag. Ligeledes i vuggestuen – her samles de tre grupper og fejre fødselsdag. Har barnet søskende i den anden afdeling, deltager disse ikke i fødselsdagen medmindre forældrene tager børnene med hjem efter fødselsdagen. Dette er vedtaget, da det vil være synd for de børn i søskendes afdeling, som hører og ser, hvad barnet har fået. Til fødselsdage giver børnene, det de har lyst til, dog ikke nødder, rosiner jf. sundhedsstyrelsens anbefaling.

Fødselsdage i hjemmet

Fra barnet er 3 år kan der holdes fødselsdag i hjemmet. Dette skal aftales med de voksne, der er tilknyttet gruppen. Man kan vælge at invitere den gruppe barnet er i eller begge børnehavegrupper. Bor barnet ikke i gåafstand fra institutionen kører vi med bus. Er det nødvendigt med buskørsel skal fødselsdagen som udgangspunkt holdes på gruppens turdag. Forældrene laver invitation til fødselsdagen, hvis dette ikke ønskes sendes der en mail ud fra institutionen med info. Til fødselsdage i hjemmet serveres det familien har lyst til at give. Hvis fødselsdagen indebærer frokost er det en god ide at skrive dette i indbydelsen, så de resterende forældre ved, hvor meget mad de skal sende med til eftermiddagsmad.

 

Julemåneden (december)

Vi bager pebernødder i starten af december. Disse spises ind imellem, som dessert til frokost eller eftermiddagsmad. Derudover er der flere arrangementer, hvor vi får lidt lækre ting/sødt til dessert, derfor må de heller ikke denne måned have kager, småkager eller lignende med i madpakken.

 

Maddag

Vi holder maddag lejlighedsvis. Grupperne i institutionen skiftes til at varetage maddagen. Der forberedes mad i dagene op til selve maddagen. Der lægges vægt på at vores maddage bliver en pædagogisk aktivitet, hvor børnene er med til så meget som muligt på det niveau de nu er på. Der kan blive maddage, hvor vi ønsker hjælp fra forældrene til at fremstille noget derhjemme, så hører I fra os.